42. Hvorledes kunde Ledelsen af de uskabte Væsener paa Jorden være en saa tillokkende Gerning for de Ældste, at Ønsket herom kunde bringe dem til at gaa mod Guds Advarsel og faa dem til at risikere at komme ind under Mørkets Magt? Havde de da i de forløbne Aarmillioner intet lært af Gud og Hans Tjenere om Mørkets Natur og Magt?

Grunden til, at Gud vilde give sine først skabte Børn den Opgave: at lede umyndige Væsener i deres Udvikling, var først og fremmest den: at faa en Anledning til at stille dem direkte overfor Mørkets Paavirkning. Derfor sagde Han intet om, hvem Han vilde udvælge dertil. Om denne Opgave vilde være af nogen Betydning for dem, set ud fra hver enkelts Tanker og Følelser, derom kunde Gud - ifølge sin Selvbegrænsning - intet vide. Han maatte overlade til dem selv: at gøre sig deres egne Tanker og Forestillinger om den Opgave, som Han vilde give dem. Og Han havde da valgt dem, hvis Lyst gik i Retning af at paatage sig Arbejdet. Men der er forskellige Maader, paa hvilke Individets Lyst til at lede andre kan vise sig. Ligeledes kan Iveren efter at paatage sig en saadan Gerning ytre sig meget forskelligt. Havde de videnskabeligt betonede af Guds Børn tænkt saaledes: vi vil meget gerne være værdige til vor Faders Tillid, vi ønsker meget at paatage os dette Arbejde, thi vi længes efter at delagtiggøre umyndige Væsener i vor Viden, delagtiggøre dem i vore Glæder, aabne deres Øjne for alt skønt og herligt og at vække deres Tanke- og Følelsesliv, da havde de handlet ret, da havde deres Tanker og Ønsker været rene og upaavirkede af Mørket. Men saaledes tænkte de ikke. De tog sig ikke i Vare for det fremdragne Mørke; derfor blev de Ældstes første Tanke om det stillede Problem: en Selvbeundring = den første Spire til Hovmodet og til Magtbegæret. Hvorfor det blev saaledes, kan der ikke gøres Rede for; thi dette bunder i de paagældendes Tanke og Villie, hvis inderste Natur er uforklarlig, og derfor uforstaaelig for Mennesker.
Med dyb og inderlig Sorg saa Gud: at Mørket havde sejret over nogle af Hans Børn - og Han advarede dem. Saaledes begyndte det store Skisma mellem de Ældste og de Yngste, saaledes begyndte Mørkets Magt over de Ældste. Og trods alle Guds Advarsler lod de sig af Mørket lede længere og længere bort fra Ham; dybere og dybere blev deres Fald; mere og mere nedbrød og forvrængede Mørket deres engang saa straalende lyse, skønne og harmoniske Personligheder. -
Alle Guds først skabte Børn havde af Gud og af Hans Tjenere modtaget Forklaringer angaaende Mørkets Natur og Kræfter, de havde faaet Kendskab til de onde Muligheder, som det indebar. Men den Viden, der blev givet dem, blev ikke ledsaget af Eksperimenter. Thi Gud vilde ikke stille dem direkte overfor Mørkets Paavirkning, førend det Tidspunkt var naaet, da der efter al Sandsynlighed kunde være berettiget Haab om, at de alle kunde være i Stand til - i Kraft af Tanke og Villie - at gyse tilbage for Mørkets Udstraalinger og derigennem vinde den første Sejer over det. Og var de alle gaaet upaavirkede ud af dette første Møde med Mørket, med det Ondes Muligheder, da havde Gud lidt efter lidt ladet dem paavirke af Urkraftens mangeartede Udstraalinger og ladet dem - under sin Ledelse - eksperimentere med dets mangfoldige Kræfter og Udstraalinger, for at de kunde lære alle dets Udslag at kende.
Skønt Gud havde meddelt dem, at Han engang - uden at de kendte Tidspunktet - vilde stille dem direkte overfor en udskilt Mørkehob, lod de videnskabeligt betonede af Hans Børn sig dog paavirke af dens Udstraalinger; de glemte at "gyse" tilbage for det onde, der kom dem i Møde. Og trods Guds Advarsler om: ikke at indlade sig med det onde og ikke lade sig besejre af det, der var uværdigt for Jeget at lytte til, forsøgte de dog ikke at frigøre sig for Mørkets Indflydelse. Guds Advarsler var forgæves. -
Saaledes gaar det ogsaa i det jordiske Liv. Gang paa Gang bliver Mennesket advaret af sin Samvittighed, men atter og atter gaar det sine egne Veje, atter og atter falder det for Mørkets Paavirkning, falder det for Mørkets Fristelser. Gang paa Gang fortaber Mennesket sig i Selvbeundring, i Hovmod og i Magtbegær. Men disse Fald, disse Mørkets Sejre drager Mennesket længere ind under Mørkets Magt, længere bort fra Guds Veje. Og kun den intensive Sorg og Anger kan løse de faldne fra de tyngende Lænker og lede dem ind paa den rette Vej tilbage til Gud. - _s2-42">