Gennem de talrige Inkarnationer opbygger Menneskeaanden sin individuelle Personlighed. Ligesom det modne eller aldrende Menneske i Erindringen kan skue tilbage paa sine Tanker og Følelser, samt genkalde sig oplevede Tildragelser og udførte Handlinger lige fra de tidlige Barneaar, og dog som fuldvoksent Menneske paa alle Punkter føle sig identisk med Barnet, der langsomt er modnet gennem Dage og Aar, saaledes kan den frigjorte Aand i tilbageskuende Erindring, saa langt som Tanken kan naa tilbage i Tiden, genkalde sig de menneskelige Skikkelser, som den har aandelig levendegjort, og dog fuldtud føle sig identisk med dem alle. I kalejdoskoplignende Billeder kan Aanden følge sit "Jegs" gradvise Udvikling fra de første svage, lidet personlige Væsener, som den har været knyttet til, lige til de, gennem en langsom Fremadskriden, mere udviklede og mere selvbevidste Personligheder.
Altsaa: ligesom Mennesket paa hvert givet Tidspunkt er Summen af sit Livs Indhold, saaledes vil den frigjorte Aands individuelle Personlighed være Summen af alle tidligere Jordelivs Tanker, Følelser, Handlinger og Oplevelser.
Første Afsnit på Side 252For de Yngste stiller Inkarnationerne sig paa en anden Maade. Da de Yngste lovede Gud at være Menneskenes Ledere og Opdragere, var de selv højt udviklede Personligheder. Deres Tilbageskuen paa den Tilværelse, de har ført som Mennesker, bliver da nærmest - for at bruge et jordisk let forstaaeligt Billede - som de kvindelige og mandlige Skuespilleres, der i Erindringen genkalder sig de sceniske Skikkelser, de i Aarenes Løb har levendegjort ved deres Evner og Kunst. Blandt disse Skikkelser vil Skuespilleren altid udvælge dem, der stod hans egen Personlighed nærmest, og som han under Fremstillingen har formaaet at levendegøre gennem sin Kunsts individuelle Særpræg. Paa lignende Maade vil ogsaa de Yngste i den tilbageskuende Erindring føle sig mest tiltrukne af og mest identiske med de Mennesker, som det er lykkedes dem at paatrykke det reneste og ædleste Præg af deres Aands ophøjede Individualitet; og ligesom Skuespilleren, naar han forlader Scenen, afkaster sin Maske og viser sig som den, han virkelig er, saaledes vil ogsaa de Yngste, naar de ved Dødens Indtræden forlader den jordiske Skueplads og atter vaagner til klar Bevidsthed, afkaste den menneskelige Maske og vise sig som de høje Individualiteter, de var, førend de traadte ind paa Jordklodens Scene for at deltage i det store Verdensdrama.
De Ældste, som ved deres egenmægtige Menneskeliggørelse bragte sig selv ind under Gengældelsesloven, maa alle - Inkarnation efter Inkarnation - paa ny genopbygge deres af Mørket nedbrudte og forvanskede Personligheder; men i sin inderlige Medlidenhed med disse ulykkeligt stillede Væsener yder Gud dem den størst mulige Hjælp, ved, saa vidt som det er gørligt, at bortslette Erindringen om alt det, de oplevede før Jordens Tilblivelse, saa at de tilsyneladende er lig Menneskeaander.
Ligesom enhver frigjort Menneskeaand kan se tilbage paa sin Kamp ud af Mørket og frem imod Lyset, saaledes kan Gud, fra Evighed af, følge sin Kamp ud af Mørket, til den fulde Sejer var naaet. For Gud er det derimod ikke en Tilbageskuen i Erindringen, men en Opleven i Nuet; thi da Han indebærer al Tid - den endelige som den uendelige - i sin alt omfattende Tanke, eksisterer Begrebet Tid ikke for Ham.

    Tids- og Rumbegrebet er givet af Gud til Brug for alle skabte Væsener, der i større eller mindre Grad alle er afhængige af disse Begreber. Jo højere Aanden stiger, jo mere frigøres den for disse bundne Forestillinger, uden dog nogen Sinde at naa til en fuldkommen Beherskelse af Tid og Rum. Selv Guds Tjenere kan, da de er emanerede af Gud i Kraft af Hans Villie, heller ikke naa til en fuldkommen Frigørelse for Begreberne Tid og Rum. Dér hvor Gud ønsker at være, dér er Han i samme Nu Tanken opstaar; men for Guds Tjenere gaar en Tid, fra Tanken er tænkt, til den er udført. Det tager f. Eks. 3 Secunder for Guds Tjenere at tilbagelægge Strækningen fra Guds Rige til Jorden.

Første Afsnit på Side 253I alt, hvad der paa Jordkloden er skabt eller fremkaldt til Liv, findes en svag Afglans af Guds egen Kæmpen sig frem. Hvert nedlagt Frø er omgivet af Jordens Mørke, indtil det naturnødvendigt spirer frem mod Lyset. Menneskebarnet og Pattedyrets Unge er omgivet af det moderlige Skøds Mørke, indtil den Stund indtræder, da de naturnødvendigt stræber frem mod Lyset. Fugleungen er omgivet af Æggets Mørke, indtil den, ligeledes naturnødvendigt, kæmper sig ud af Skallen, o.s.v. Men Frøets, Barnets, Ungens og Fuglens Kamp fra Mørke til Lys, fra Vorden til Væren, er ubevidst, thi det er Lysets sejrrige Magt, som drager dem frem; derfor bliver disse ubevidste Kampe kun uvilkaarlige Efterligninger af Guds bevidste Kamp.
Ogsaa i Menneskets Kamp bort fra lavtstaaende, dyrelignende Væsener, Vrængbilleder af deres Skabere, til det Udviklingstrin, som nu er naaet af Gennemsnitsmennesket, findes en Afglans af og en Lighed med Guds egen Kamp ud af Mørket.
Den største Lighed findes dog i hver enkelt Menneskeaands Kæmpen sig frem gennem de talrige jordiske Inkarnationer, fra det dybeste aandelige Mørke, indtil Visheden om dens egen suveræne Villie til Lyset løser den fra Jorden og langsomt fører den til Maalet - Guds Rige - et Maal, som endnu ligger langt ude i Fremtiden, selv for den mest fremskredne Menneskeaand.
    Det jordiske Livs uafladelige Kampe bort fra Mørket frem imod Lyset skyldes først og fremmest Jordens æteriske Lysomhylning, der ved sin Fiksering af det ved de Ældstes Fald udskilte Mørke blev i Stand til at influere paa Mørkets jordisk-materielle Frembringelser, samt til, i Kraft af den Styrke, som Gud havde koncentreret i dens Udstraalinger, at drage Mørkets kaotiske Liv og forvrængede Livsformer ind under mere lovordnede Forhold. Derfor blev det jordiske Liv, saaledes som det viser sig for Menneskene, en stadig Kamp fra Livsmulighed til Livsvirkelighed, en Tilværelse, som paa Grund af den ringe Livsvarighed, der er beskaaret Mørkets materielle Frembringelser, idelig hjemsøges af Hensygning, Bortvisning, Død og Destruktion; en Kamp og et Kredsløb, der vil vedvare, lige saa længe som der findes Betingelser for Liv paa Jorden.

Side 254Selv om Solens Rolle som Jordens fysiske Lys- og Varmekilde ikke maa underkendes, men bestandig maa tages med i Betragtning, hvor det gælder Livet paa Jorden, vilde Solstraalerne, hvis den æteriske Lysomhylning (Jordens Sjæl eller Psyke) ikke fandtes, ingen Sinde kunne have fremkaldt den Rigdom af Livsformer, der findes paa Kloden, lige saa lidt som de vilde have været i Stand til at udøve en indgaaende lovordnende Indflydelse paa det bestaaende ud over den større eller mindre Indflydelse, der betinges af og fremkommer ved Klodens forskellige Stillinger til Solen og Jordegnenes fjernere eller nærmere Beliggenhed ved Ækvator.
Men da Gud, i Kraft af sin Villie, uden om Jorden har dannet en æterisk Lysomhylning, understøtter og forstærker den ved sin Energiudstraaling de Solstraaler, som gennem de atmosfæriske Lag kommer Kloden til gode, saa at disse Straalers Indflydelse paa det jordiske Liv derigennem faar en større og mere værdifuld Betydning.

Da Solen i høj Grad er angrebet af de mange Sammenstød med Mørkehobe, der drev og driver om i Verdensrummet, er de Soludstraalinger, som gennem de atmosfæriske Lag naar til Jordkloden, ikke af ensartet Styrke, fordi Straalerne fra de angrebne Partier er af en langt ringere Styrkegrad end de øvrige, hvilket influerer paa de meteorologiske og klimatiske Forhold.
Jordens Glacialtider skyldes Solens formindskede Udstraalingsstyrke efter Sammenstød med omkringdrivende Mørkehobe; men da Straalerne fra Solens Lysomhylning og den omgivende Lysæter har elimineret store Dele af de ved Sammenstødene afpolariserede Mørkehobe, er, i de mange Aartusinders Løb siden da, efterhaanden mere normale klimatiske Forhold atter indtraadt paa Jorden.

    Lysomhylningen er tillige et samlende Medium for de Solstraaler, som naar til Jordkloden. Saafremt Omhylningen ikke fandtes, vilde Solstraalerne brydes under deres Passage gennem Jordens atmosfæriske Lag og vise sig brudte og spredte for de jordiske Øjne. Da nu Omhylningen ikke alene omslutter hele Kloden, men tillige har fikseret det Mørke, hvis astrale og molekylare Svingninger de jordiske Legemer og de jordiske Former skylder deres Tilværelse, viser alle lysende Legemer og Lysgivere sig, ligesom Sollyset, hver især, med en samlet ensfarvet Lysudstraaling. Efter som selve Omhylningen renses for Mørke, hvilket sker ganske overordentlig langsomt, vil den bedre og bedre blive i Stand til at overvinde Atmosfærens, Vandets, Glassets og andre Stoffers Evne til Straalebrydning og Farvespredning. Denne Omhylningens langsomt stigende Modstand overfor al Straalebrydning og Spredning vil engang i Tiden komme de astronomiske Observationsinstrumenter til gode, idet Linserne vil kunne forstørres betydeligt, uden at Straalebrydningens Farvetoner vil genere de astronomiske Observationer.
Første Afsnit på Side 255Jordklodens æteriske Lysomhylning er det jordiske Livs vitale Energi, en fastholdende, bærende, ordnende, samlende, inciterende og fornyende Energi, der bestandig udstraaler Kraft og Styrke til det mindste som det største; en Energi, der ingen Sinde kan tilintetgøres af Mørket, og som aldrig formindskes, hvor megen Kraft den end udstraaler.
    Altsaa: det jordiske Liv er hovedsagelig betinget af den æteriske Lysomhylning, som Gud i sin Forudseen dannede om Jorden, for at Han, hvis nogle af Hans Børn gav sig ind under Mørket, atter kunde tilbagevinde dem og deres eventuelle Skabelse fra Mørkets Magt. _o04">