Et aabent Fællesbrev til alle Landets Bisper!

I Aaret 1920 d. 30te Marts udgav og udsendte min Mand, fhv. Lektor Michael Agerskov - død i 1933 - et større etisk-religiøst, filosofisk og videnskabeligt Værk: »Vandrer mod Lyset!« Et Budskab til Menneskeheden fra den oversanselige Verden.
Bogen blev sendt til de Mænd, som paa ovenfor anførte Tidspunkt beklædte de daværende biskoppelige Embeder, desuden sendtes den til ca. 60 Præster, iblandt hvilke tillige fandtes nogle Provster. Disse Mænd, der var blevet udpeget for os af vor aandelige Leder, havde alle som een - før deres Inkarnation - aflagt det Løfte til vor Gud og Fader: at være Talsmænd for et Værk, der skulde revidere den kristne Lære, hvis det lykkedes ved Hjælp af en Tolk, en Midler eller et Medium at faa en saadan Revision omsat til den jordiske Verden.
Hvorledes blev nu Budskabet modtaget? Saa godt som med Tavshed! Kun et Faatal blandt Bisper og Præster takkede os skriftligt for det tilsendte. Et enkelt Hovedstadsblad havde en højst mærkelig Anmeldelse, der kun viste, at Anmelderen absolut ikke havde opfattet Budskabets Betydning for Menneskeheden; ligeledes viste den klart, at Anmelderen selv intet reelt havde forstaaet af de i Værket givne Meddelelser. Et Par Provinsblade havde et Par Artikler, der, saa vidt jeg erindrer, var skrevet henholdsvis af en Præst og af en Skolelærer. Nogen virkelig offentlig Diskussion fremkom imidlertid ikke i Dagspressen. I Aarenes Løb forsøgte nogle af »Vandrer mod Lyset«s Venner at faa oplysende Artikler ind i forskellige Blade, baade i Hovedstaden og i Provinsen. Det lykkedes - efter en Del Besvær - at faa enkelte Indlæg optaget, men heller ikke i disse Tilfælde fremkaldtes nogen dyberegaaende Diskussion om dette Emne. Vi og vore Venner følte det, som om der fra autoritativ Side inden for Kirken var bygget en Tavshedens Mur omkring dette »farlige« Budskab. At det var farligt, vidste vi jo nok, da det saa fuldstændig brød Staven over den kirkelige Lære. Men vi gik ud fra som en given Ting, at Kirkens Mænd maatte bøje sig for dette Sandhedsdokument, der var givet Menneskene som en Gave fra vor Gud og Fader.
I de Aar, der er svundet fra 1920 indtil nu, er der, baade af Præster og af Lægmænd, udgivet adskillige Bøger, som paa forskellig Vis - mer eller mindre kraftigt - angriber den kristne Religion. Hver Bog blev efterfulgt af langvarige, heftige Diskussioner i Dagspressen Landet over, hvilket endnu tydeligere viste os, at »Vandrer mod Lyset« - efter Præsteskabets Mening - helst maatte forblive bag den skærmende Tavshedens Mur, som det havde bygget op omkring den.
Da min Mand og jeg ikke havde nogen speciel Mission med Hensyn til Udbredelsen af Kendskabet til ovenfor omtalte Værk, gjorde vi personligt intet for at vække Opmærksomheden i videre Kredse, f. Eks. gennem offentlige Foredrag eller ved at gøre vort Hjem til Samlingssted for en større Kreds af forstaaende Mennesker. Men for at være helt sikre paa, at vi handlede ret og rigtigt ved at holde os tilbage, spurgte vi vor aandelige Leder om hans Mening angaaende dette Spørgsmaal. Svaret lød saaledes: »Forhold eder passive saa længe som muligt. Hvis vor Fader yderligere faar Brug for eders Hjælp, skal jeg til den Tid lade eder det vide.«
Nu for nylig, efter at ca. 18 Aar er svundet fra den Dag, da »Vandrer mod Lyset« blev udsendt, kaldte min aandelige Leder paa mig og meddelte mig, at vor Gud og Fader paany havde Brug for min Hjælp, for at Menneskehedens aandelige Ledere kunde komme i Kontakt med de Mænd, som for Tiden beklæder de nuværende biskoppelige Embeder. Selvfølgelig svarede jeg, at jeg var rede til at modtage og til at gengive det, som vor Fader ønskede skulde omsættes i den jordiske Verden. Nedenstaaende, der er givet mig pr. Tankediktat, skriver sig saaledes ikke fra mig personlig, men fra en af de aandelige Ledere:

»Jeg, som ved Hjælp af vor jordiske Tolk her taler til eder, er en af de Yngste, der er Menneskenes aandelige Ledere. Vi leder alle fra Mørke til Lys, fra Mørkets Ugerninger til et Liv i Fred og Fordragelighed i den jordiske Verden.
Vor Fader bad mig henvende mig til eder, der er den danske kristne Kirkes øverste Myndigheder, for om muligt hos nogle af eder at fremkalde et svagt Minde om det Løfte, som I aflagde til Ham, førend I gik ind til eders Inkarnation, nemlig Løftet om: at I af al Evne under Jordelivet vilde søge at gennemføre en Reformation af eders Kirkes Lære. I har ikke alle aflagt dette Løfte, men jeg er ikke bemyndiget til at udpege dem iblandt eder, der har paataget sig denne Mission, thi det er vor Faders ønske, at I alle i Fællig, med god Villie og i god Forstaaelse vil søge at revidere den kristne Religion, saa at den kommer til at staa i fuld Samklang med Sandheden, i fuld Samklang med de faktiske Forhold. Højere og højere lyder krævende Raab til vor Fader fra de Mennesker, der er naaet saa langt frem i aandelig Udvikling, at de helt og fuldt er frigjorte fra Troen paa og Tilliden til de gamle Sagn og Eventyr, som snart i et Par Aartusinder har udfyldt de Kristnes religiøse Liv og Tanker. I Mænd, der er Kirkens øverste Myndigheder glemmer: at Menneskeheden bestandig ledes fremad mod bedre og klarere Forstaaelse af Jordelivets forskellige Foreteelser. Og fordi I og eders Forgængere har glemt at tage dette Forhold med i Betragtning, saa er Kirkens Lære, den religiøse Tro, stagneret, den betyder intet for det aandeligt fremskredne Menneske. Vær i Fremtiden ikke de Raab overhørige, de Raab, som atter og atter ogsaa lyder til eder og til eders Arbejdsfæller inden for Kirken. Tusinder og atter Tusinder af Mennesker længes efter og søger med det dybeste Savn efter en renere og klarere Forstaaelse af vor Gud og Fader; de længes efter at blive delagtiggjort i en Viden, der kan give dem en anden, en sandere Opfattelse af Guds Forhold til dem, samt give dem den fulde Sandhed om Meningen med Livet paa Jorden; ja, de længes efter at faa den fulde Vished for: at der er et Liv efter Døden, en Udvikling, der kan føre dem til et Maal! Hvorfor mener I, at Menneskeheden maa gaa fremad i Viden og i Forstaaelse paa alle mulige Omraader kun ikke paa det religiøse? Hvorfor er I af den Opfattelse, at Nutidens Mennesker i deres religiøse Tro skal staa paa det samme lave Standpunkt, som Oldkirkens Tilhængere stod paa? Mener I virkelig, at vor Fader er ude af Stand til at bringe de Budskaber frem til Menneskene, som det er Hans Hensigt at give dem? Eller mener I, at I kan diktere eders Gud og Fader, hvad Han maa eller ikke maa gøre? Tror I virkelig, at eders Ulyst til at modtage de Sandheder om det aandelige og om det jordiske Liv, som Han forlængst har givet eder, vejer det ringeste mod Hans Ønsker og mod Hans Villie til at faa disse Sandheder frem til de kristne Menigheder? Hvis I tror noget af alt dette, da er det kun, fordi I selv ikke har det fjerneste Kendskab til eders himmelske Fader, saa er det kun, fordi I ikke har det fjerneste Kendskab til de Veje, ad hvilke Han lader sine Budbringere vandre, og fordi I ikke kender noget til de Midler, til de Maader, som danner Grundlaget for de Meddelelser, som Han ønsker at give Menneskene. Men det er sandelig eders egen Fejl, thi det Budskab, som forlængst er overgivet til det danske Folk, er fremkommet paa en Maade, som I lader haant om, hvorfor I hidtil har nægtet at modtage det. Med hvilken Ret har I gjort det? Med et gammelt kendt Bibelord spørger jeg her: »Mon noget er umuligt for Herren vor Gud?«
Som vor jordiske Tolk har bemærket i sin Indledning, blev vor Faders Budskab »Vandrer mod Lyset« i Aaret 1920 overgivet til de Bisper, som da sad i Embedet. De Mænd, som dengang var Kirkens øverste Myndigheder, havde alle lovet vor Fader, at de under Jordelivet vilde modtage et eventuelt Reformationsværk, hvis det lykkedes at faa det omsat til den jordiske Verden, samt lovet at gennemføre den i Værket paapegede Revision af den bestaaende Tro. Men gjorde de det? Nej, det gjorde de sandelig ikke!! De vendte sig fra det, de ønskede ikke at beskæftige sig med et Værk, der saa fuldstændig rev deres Kirkes Lære ned fra det ophøjede Stade, som den hidtil havde indtaget. Ja, et Par af eders Forgængere vendte sig endda i den dybeste Foragt fra vor Faders Budskab; thi i deres jordiske Blindhed antog de, at Satan, Djævelen, stod bag det givne!! Men er det virkelig tænkeligt, at Satan, Mørkets Fyrste, den øverste Repræsentant for Synden, for Hadet, for al Verdens Ugerninger, Ondskab og Daarskab, kunde være i Stand til at forme et saadant Kærlighedens og Renhedens Evangelium, som bl. m. a. indeholdes i »Vandrer mod Lyset«? Nej og atter Nej, noget saadant vilde være ganske ugørligt! Men Mennesker er altsaa i deres Kortsynethed dog i Stand til at give den Art Tanker Rum i deres Sind! -
Ikke alene eders Forgængere i Embedet fik vor Faders Budskab tilsendt, flere af eders Brødre inden for Kirken havde ligeledes før Inkarnationen givet Løfte om at være deres Overordnede behjælpelig med at gennemføre en Revision af den bestaaende Lære. Heller ikke disse Mænd holdt deres Løfte, skønt adskillige af dem følte sig dybt grebne af de givne Meddelelser, skønt de glimtvis følte, at de her stod over for de saa længe eftersøgte Sandheder. I Stedet for at bede vor Fader hjælpe dem til fuldtud at forstaa det givne, saa at de kunde blive i Stand til at delagtiggøre deres Menigheder i deres Viden og Forstaaelse, forholdt de sig passive, fordi de ikke vovede at komme ind i en Situation, der muligvis kunde blive Grundlaget for deres Afskedigelse fra Kirkens Tjeneste. - Mange af disse Mænd, der brød det til vor Fader givne Løfte, er forlængst blevet kaldt hjem og har over for Gud maattet gøre Rede for, hvorfor Modet til at følge Hans Kalden svigtede dem i den afgørende Stund. Bittert har de angret deres Svigten, bittert har de angret deres Tavshed, thi vor Fader viste dem, hvorledes der vilde have set ud i den jordiske Verden, hvis de havde fulgt Hans Kalden. De Billeder af Verdenssituationen, som I - Kirkens øverste Myndigheder - nu ser og længe har set for eders Øjne, skyldes til Dels disse Mænds Svigten! Og vor Fader har paa deres Skuldre lagt en stor Del af Ansvaret for de grufulde Begivenheder, som nu i lange Tider daglig har fundet Sted baade i Syd, i Vest og i Øst. Disse Mænd, der svigtede deres Løfte, bærer nu deres store Ansvar for de Millioner af Menneskeliv, der er gaaet tabt baade af Kombattanter og af Nonkombattanter; de bærer deres store Ansvar for de talløse Grusomheder udøvet mod Mænd, Kvinder og Børn, de bærer deres Ansvar for de talrige Skændselsgerninger udøvet under Krigenes Rasen og Hærgen, de bærer deres Ansvar for de aandelige og legemlige Lidelser, Ansvaret for de tragiske Livsforhold, som er blevet utallige Kvinders og Børns Skæbne. Ja, det er ugørligt at opremse alt det, som disse Mænd nu maa bære Ansvaret for, et Ansvar, som det vil tage dem Aartusinder, ja, maaske Aarmillioner at faa bortelimineret gennem den Bod, vor Fader har paalagt dem. Mange vanskelige, mange triste og tunge Inkarnationer venter i Fremtiden de Mænd, der svigtede vor Faders Tillid. Og jeg siger derfor til eder: lad mine Ord her være et Memento for eder; tænk paa det mægtige Ansvar, som vor Fader engang vil lægge paa eders Skuldre, hvis ogsaa I vender eder fra den Mission, som er eders! -
Gennem sine mange Udsendinge - de Yngste - der fødtes i Landene Jorden over, har vor Fader fra Tidernes Morgen atter og atter raabt til Menneskene: "I maa ikke ihjelslaa hverandre!" I Fred og Fordragelighed skal I Mennesker vandre Side om Side under eders Jordeliv. I Fred og Fordragelighed, i Fællig med hverandre, med god Villie, ved at tage al skyldig Hensyn til hverandres Meninger og Ønsker skal de mange Landes Regeringer og deres betroede Mænd udligne de Vanskeligheder og bilægge de Stridigheder, der hober sig op om eder! Ingen Sinde vil vor Gud og Fader tillade, at et Lands Regering med Vaabenmagt trænger sig ind paa et andet Lands Omraade for at undertrykke dets Folk, for at myrde, røve og plyndre, for at tilintetgøre Menneskeliv, for at brandskatte og for at ødelægge uerstattelige Kunstværker og talløse Værdier. Ingen Sinde vil vor Fader tillade, at Broder rejser sig mod Broder inden for et Lands Grænser; thi alt dette er kun af det onde; ingen Sinde vil Broderskabets Fred sænke sig over Jorden og eder, saalænge I Mennesker opfører eder som Dyr og ikke som Mennesker! - Jeg spørger eder: har Menneskene i Aand og i Sandhed lyttet til og efterfulgt disse Tilraab fra vor Faders Udsendinge? Nej og atter Nej! Det har de sandelig ikke! Svage, vaklende Forsøg er foretaget i Ny og Næ, paa forskellige famlende Maader; men endnu er intet virkelig effektivt foranstaltet, der kan samle alle Regeringer til et Samarbejde i Fordragelighed og i Tillid til hverandre. Derfor er »Fred paa Jord« endnu bandlyst af Mennesker! - Men jeg spørger eder, hvorledes skal Menneskene kunne lære at holde vor Faders Bud: »Du maa ikke ihjelslaa«, naar den kristne Læres Hoveddogme tillægger Ham en Handling, som ingen Menneskefader kan udføre uden at blive idømt en streng Straf for Brud paa sit Lands Love! Saa længe Kirkens Mænd holder fast ved Dogmet om: at Gud lod sin elskede Søn lide Døden (lod ham slaa ihjel) for at han, ved sin uskyldigt lidte Død, kunde sone Menneskenes Synder, ja saalænge som denne Læresætning har Hævd, lærer Menneskene ikke at forstaa: at Guds Krav til dem er uomstødeligt, de lærer ikke at forstaa, hvilken Værdi et Menneskes Liv, selv det usleste Mennneskeliv, er for vor Fader. Menneskers Foragt for deres Medmenneskers Liv er den logiske Konsekvens af Kristendommens Hoveddogme. »Kan Gud slaa ihjel, kan vi ogsaa gøre det«, saaledes tænker de, der kriges med hverandre, og Guds Lov falder til Jorden, ringeagtet og forkastet! Ja, vær forvisset om: at end ikke den mest kunstfærdigt udtænkte Fortolkning af Jesu Død vil faa vor Fader til at acceptere eders Paastande om en Soningsdød - Paastande, der har deres Rod i Mørket og i en mangelfuld, en fejlagtig Opfattelse af vor Fader og af Hans Forhold til Menneskeheden. Gud har - før eders Inkarnation - paalagt nogle af eder at aftvætte denne Skamplet paa den kristne Religion, og Han har bedt mig meddele eder: at Tiden nu er inde til at udføre denne Mission i Fællig med eders øvrige Embedsbrødre. Ikke alene denne Skamplet skal fjernes, Læren skal bringes i fuld Overensstemmelse med de Meddelelser, der er givet i »Vandrer mod Lyset«. Men mange smaa og uudviklede Menneskeaander vil sikkert vredes paa eder, vredes fordi de nu faar at vide, at de selv skal sone deres Synder, vredes, fordi de i Fremtiden selv maa bære det fulde Ansvar for alle deres slette Handlinger, vredes fordi de, Jordeliv efter Jordeliv, selv skal arbejde paa at udrense al Synd, alt ondt og stygt af deres Sind og Tanker, vredes fordi Maalet: vor Faders Rige, ligger saa langt ude i Horisonten som en svagt lysende Stjerne - Aarmillioner fjernet fra deres aandelige Jeg! Og I skal vide, at mange blandt eders Menigheder er af de Ældste, disse vil - hvis de tør - modarbejde eder paa alle Maader for vedblivende at holde Menneskene tilbage i Mørke og Uvidenhed paa det religiøse Omraade. Hør ikke efter deres Meninger, tag Afstand fra deres Paastande om Menneskeværk og Djævleværk og følg den lige og skønt banede Vej, som vor Fader har anvist eder i sit Budskab! Ja, søg at gennemføre den Reformation, der maa komme før eller senere! Thi gennemføres den ikke af eder, da vil den Dag muligvis komme, da de store Masser rejser sig mod eder og gennemtvinger en Reformation. Tiderne er onde, og ingen ved, end ikke vor Fader ved det endnu, om disse onde Tider vil naa til eders Land og til eders Folk. Men hvis I formaar - i Fred og Fordragelighed - at gennemføre alt paa en fuldkommen rolig og værdig Maade, da vil I sikkert kunne hindre, at alvorlige Stridigheder bryder ud, hindre at Udvekslingen af de forskellige Meninger og Opfattelser gaar over til Haandgribeligheder - eller til det, der er værre. Formaar I derimod ikke at holde de mange Medlemmer af eders Menigheder inden for Besindighedens Grænser, da maa I bære eders store Del af Ansvaret for det, der muligvis vil ske; thi I kunde forlængst - i de roligere Tider - have udført eders Opgave.
For at I alle fuldtud kan forstaa, hvorfor Gud har valgt netop dette Tidspunkt til at minde eder om eders Løfte og til at opfordre eder til at paabegynde eders Mission, har Han bedt mig om at give eder en saa kort og klar Oversigt, som det er muligt, over Hans Bevæggrunde:
I »Vandrer mod Lyset« staar meddelt, at Menneskene blev skabt af de Ældste - Guds faldne Børn - under Ledelse af Mørkets Fyrste, Ardor - den Ældste af de Ældste - kendt i den menneskelige Verden som Lucifer, Satan, Djævelen etc. De Ældste mente sig magtfuldkomne nok til at skabe Væsener af deres egen Støbning, i deres egen Lignelse. Men de evnede kun at frembringe et »Menneskedyr« uden et aandeligt Jeg, uden Tanke og Villie. Menneskene blev saaledes skabt imod Guds Ønske og Villie! Mørkets Fyrste, hans faldne Brødre og Søstre, forsøgte paa forskellig Vis at lede disse uhyggeligt udseende Væsener til at danne ordnede Samfund o. s. v. o. s. v., hvilket alt totalt mislykkedes. I mægtige, uordnede Flokke levede de spredt over store Dele af Jorden. Strid og Slagsmaal, Mord og atter Mord hørte til Dagens Orden. Da disse Tilstande havde varet i mange og lange Tider, blev tilsidst nogle af de Ældste paa det dybeste grebet af Sorg og Anger over de frygtelige Skuespil, som de daglig var Vidner til i den menneskelige Verden, og i deres Fortvivlelse anraabte de deres Fader om Hjælp for disse elendige Væsener. Gud opfyldte deres Bøn, og ved at knytte en Gnist af sit eget flammende Væsen til Menneskenes jordiske Legemer, samt ved at give dem Tanke og Villie gjorde Han de Ældstes Skabninger til sine egne Børn. Saaledes udrustet blev de i Stand til selv, i Aarmillioners Løb, at kæmpe sig ud af Mørket fremad mod Lyset, fremad mod Gud og Hans Rige. For yderligere at hjælpe disse elendige Skabninger lod de Yngste sig - paa Guds Opfordring - føde til Jorden som Mennesker ved at lade sig knytte til ufødte Fostre. De Yngste blev saaledes Menneskehedens Foregangsmænd. For hvert nyt Slægtled bragte de flere Kundskaber, større Viden til deres Medmennesker, lærte dem Brugen af Ild, samt lærte dem at udnytte, hvad der forefandtes paa Jorden af Planter og Dyr. Uendelig langsomt udvikledes den menneskelige Aand mere og mere. Men Ardor, hans Brødre og Søstre, søgte bestandig at drage deres Skabninger tilbage i Mørket, thi de vilde ikke slippe deres Magt og Herredømme over dem. Da opstod den Tanke hos dem yderligere at bekæmpe de Yngste ved at lade sig inkarnere blandt Menneskene paa samme Maade som Guds Udsendinge. Ansigt til Ansigt med dem i den jordiske Verden, mente de, at de kunde forhale, muligvis helt hindre de Yngstes Arbejde. Desuden kunde de, ved at lade sig inkarnere - for kortere eller længere Tid - frigøre sig selv for det uhyggelige Liv, som de ellers førte i deres af Mørket ødelagte Rige - en Sfære uden om Jorden. Fra den Stund, da Ardor begyndte at inkarnere de Ældste blandt Menneskene, blev Arbejdet uendelig vanskeligt for de Yngste; thi de Ældste fødtes som mægtige aandelige Personligheder, der svang deres Svøber over Menneskene - deres egne elendige Skabninger - som de gjorde til deres underdanige, tjenende Slaver. Som Fyrster, Konger, Kejsere fødtes de til Jorden og - som Præster! Thi som Ypperstepræster havde de, gennem de paa Stedet værende Religioner, Magt ikke alene over Folket, men ogsaa over dets Herskere. Hidtil havde de Yngste ført Menneskene frem i en nogenlunde lige Linie, nu blev det til en bestandig frem- og tilbagebølgende aandelig Kamp mellem de inkarnerede Ældste og de inkarnerede Yngste; og Guds Udsendinge var atter og atter ved at tabe Modet og opgive det Hele. Thi bag de inkarnerede Ældste stod Ardor! Han havde ikke formaaet at knytte sig selv til et Menneskefoster, hvorfor han maatte forblive i sit Mørkerige. Herfra ledte han sine inkarnerede Brødre og Søstre, der paa Grund af den Ondskab, de selv indebar i Sind og i Tanke, var lette at lede, de blev hans lydige Tjenere og Tjenerinder. Ardor indsaa meget hurtigt, at vilde han bevare sit Herredømme over Menneskene, maatte det ske gennem de Religioner, han havde skabt og indpodet i sine Skabningers Sind og Tanker. Thi jo flere religiøse Retninger, desto flere Stridigheder, da hver Religions Repræsentanter selvfølgelig bestandig vilde hævde: at deres Lære var den eneste rette, den eneste saliggørende. Og for at skabe end flere Stridsemner udtænkte han bestandig nye Religioner iblandet med Masser af Mystik, samt »forbedrede« paa forskellig Vis de alt bestaaende. I de talrige Former for Religion, der findes blandt Jordens forskellige Folkeslag, i de gamle Mytologier og Mysteriereligioner, overalt spores Ardors Indflydelse, selv om de Yngste, som Modvægt, søgte at bringe Sandheder om det oversanselige Liv, Sandheder om Menneskets Oprindelse og Sandheder om Gud og om Hans Forhold til Menneskene. Intetsteds spores dog Ardors Indflydelse saa tydeligt som i de Kristnes Bibel, en Samling af Jødefolkets gamle historiske Sagn og Beretninger. I dette Værk optræder Ardor selv - han er let at kende - som Jah, Jahve eller Jehova, Menneskenes »Gud«, Krigsguden! Der er ikke nogen som helst Grund til nu at falde over Jøderne for at smæde dem for den Kendsgerning; thi Jødefolkets Religion var i Virkeligheden hverken værre eller bedre end de andre paa den Tid eksisterende Religioner; thi i alle Folkeslags religiøse Beretninger findes Ardor mer eller mindre skjult. Nej, der er saavist intet at bebrejde Jøderne her. Men foruden at kunne spore Ardor i disse gamle Forestillinger, spores tillige de Yngstes Indgriben paa det religiøse Omraade. Ogsaa i de Kristnes Bibel træder glimtvis en Personlighed frem, der i mangt og meget minder om den sande Gud, Menneskenes aandelige Fader.
Da den ældste af de Yngste - Kristus - levede sit Liv paa Jorden som Jesus af Nazareth, for i Aand og i Sandhed at lære Menneskene om Gud og for at bringe Kærlighedsevangeliet til dem, forsøgte Ardor paa vanlig Vis at gribe forstyrrende og ødelæggende ind, hvor som helst han var i Stand til det. Da Jesu Liv var afsluttet med hans Død paa Korset - en Død han led for sin Lære, der i høj Grad var en Modsætning til Jødernes - og Kristendommen begyndte at formes i Pauli Sind og Tanker, begyndte Ardor for Alvor at blande sig i den nye Religions Udformning; thi det stod klart for ham, at lykkedes det ikke at forvanske Meningen med Jesu Liv og Lære, da vilde hans - Ardors - Magt over Menneskene meget snart slippe ham af Hænde. Og han opfandt da nogle af de mange forskellige bærende Dogmer i Kristendommen og indpodede dem i Pauli Sind. Ardor vidste, at jo mere Mystik han kunde blande ind i de religiøse Forestillinger, jo bedre vilde det være; thi Menneskene var endnu paa Jesu Tid i høj Grad grebet af de mystiske Skuespil, de mystiske Beretninger, der paa mange Maader florerede i de forskellige Folkesamfund, baaret frem af Præsteskaberne. Og Dogmerne om Jesu Jomfrufødsel, Jesus som syndefrit Menneske, Nadverens Indstiftelse, Jesu Soningsdød paa Korset, hans legemlige Opstandelse, hans Himmelfart, Læren om Treenigheden og meget andet var de Ingredienser, som Ardor til forskellige Tider blandede ind i Jesu Lære. Thi vandt Kristendommen, præpareret paa denne Maade, virkelig Indpas Verden over, da vilde han endnu for lange, lange Tider kunne beholde sit Herredømme over Menneskenes Sind. Og hertil kom: at Jødefolkets Beretninger om Jordens, om Menneskets Skabelse o. m. a., der var i Strid med de faktiske Forhold, blev det bærende Grundlag, som Kristendommen byggedes paa. Ganske naturligt skete dette, fordi den kristne Religion skabtes i Palæstina, Jødefolkets Land. Og Bibelen blev Urkristendommens Samlingsmærke!
Eftersom den falske Lære om Jesus af Nazareth, om hans Færden paa Jorden og om hans Mission bredte sig ud over Landene, drog den en Kølvandsstribe efter sig af Stridigheder, Myrderier og alle Slags Ugerninger, selv om den tillige i manges Sind bundfældedes som værende en sand, kærlig og opbyggelig Lære, som det var ethvert »troende« Menneskes Pligt at bringe videre til andre. Men Ardor var ikke tilfreds! I Tidernes Løb tildigtede han mere og mere, der skulde faa det Hele til at glide lettere ind i Folkenes Sind. Kristendommens Stamme skød flere Sideskud; ikke alene blev Jesus tilbedt som Gud, men tillige blev Tilbedelsen af Moder Maria sat i Scene med kirkelige Ceremonier af en saadan Pomp og Pragt, at den for Folkemasserne steg til »sublime« Højder. Kristus og Moder Maria blev de lysende og herlige Skikkelser, hvorom alt drejede sig, og som de Kristne bøjede sig for. Og den sande Gud blev efterhaanden næsten helt sat i Skygge. Eftersom Tiderne svandt, kom nye Tilføjelser! Talrige Mænd og Kvinder, som, medens de færdedes paa Jorden, havde været særlig virksomme til at udbrede Læren eller til at følge i Jesu Fodspor, blev udnævnt til at være Helgener og Helgeninder i den »himmelske Verden«!! Men endnu var Ardor ikke tilfreds! Nye Religioner udformedes, der paany vakte Stridigheder og Voldsgerninger. Og Kristendommen vedblev - eftersom Aarhundred svandt efter Aarhundred - at skyde nye Grene og Kviste (de talrige sekteriske Retninger); dels skyldtes dette Ardor, dels skyldtes det flere af de Yngste, som af Gud sendtes til Jorden for at ordne det religiøse Kaos. Jeg behøver neppe at gaa nærmere ind paa alt dette, thi I kender det alle fra Historien og fra Kirkehistorien. Men jeg beder eder tænke over alt det forfærdelige, som Kristendommen har bragt over Menneskene; tænke paa de talrige Religionskrige - udkæmpet Tid efter anden - tænke paa Inkvisitionens Rædsler, tænke paa Bartholomæusnatten, tænke paa Kætterbaalene, der blussede op rundt om i de kristne Lande! Gyser I ikke, forfærdes I ikke ved Tanken om alle disse Skændselsgerninger udført af Kirkens Mænd til Guds og Kristi Ære? Kan I virkelig, ud fra det bedste i eder, i Aand og i Sandhed antage, at en Lære, der kan fremkalde saa talrige Ugerninger i Tidernes Løb, kan skrive sig fra Gud? Sandelig, gør I dette, da kender I ikke eders Fader!! I dyb, i inderlig Sorg fulgte Han denne falske Læres Fremtrængen. Med Sorg saa Han Missionærer, der drog ud for at kristne vilde Folkeslag, slaa de Mennesker ned for Fode, der ikke vilde lade sig kristne. Millioner af Menneskeliv er ofret paa Kristendommens Alter!!
Men eftersom Aarhundred svandt efter Aarhundred, udvikledes den menneskelige Aand mere og mere. Generation efter Generation fødtes og døde under den falske Læres Aag. Da begyndte de Mennesker, til hvis jordiske Legemer fremskredne Menneskeaander var knyttet, at opponere mod Kristendommen; højere og højere lød Raabene, flere og flere Røster hævede sig for at faa den revideret. Af og til fremkom mindre Reformationer, som dog ikke gjorde Læren nævneværdig bedre - kun nye Stridigheder, nye Voldsgerninger, nye Drab blev Resultatet. Ingen formaaede at rense Kristendommens AugiasStald til Bunden. -
Lige fra de Tider, da de Yngste begyndte at lade sig inkarnere som Menneskenes Foregangsmænd, begyndte de tillige paa forskellig Vis at forsøge paa at vinde deres ældste faldne Broder tilbage for saaledes at befri Menneskeheden for hans Herredømme. Atter og atter drog de til ham i hans ødelagte Rige for at tale ham til Rette. Men forgæves! Og de Yngste opgav efterhaanden et Arbejde, der forekom dem at være ganske ørkesløst. Kun den ældste af de Yngste - Kristus - vedblev med aldrig svigtende Taalmod at opsøge sin Broder for at faa ham til at opgive Kampen mod sin Fader. Eftersom Tiden skred, og de Menneskerøster, der hævede sig imod Kristendommen som en Lære fra Gud, blev talrigere og talrigere, begyndte Ardor at frygte for, at hans Magt var ved at brydes. Højere og højere, inderligere og inderligere blev Raabene fra Menneskene til vor Gud og Fader om Hjælp til at opnaa Fred, Fred paa Jord for alle Mennesker, for alle Samfundslag. Og Menneskene selv - ledet af de Yngste som deres Foregangsmænd - arbejdede med i de store og paa flere Punkter gennemgribende Fredsarbejder, der udrettedes mange Steder i Landene. -
Da - i Aaret 1912 - lykkedes det Kristus at vinde sin ældste Broder tilbage. Bøjet i dyb Sorg og Anger fulgte Ardor med Kristus til den fælles Fader. I sin uendelige Kærlighed til den faldne Søn, der i Aarmillioner havde kæmpet imod Ham, i sin uendelige Glæde over, at Sønnen var vendt tilbage, tilgav hans Fader ham fuldt og helt alle hans Synder. Men Gud paalagde ham som Bod at gøre Menneskene bekendt med: at han - Ardor - var Menneskelegemets Skaber. Som Bod for sine Ugerninger skulde han saaledes aabenbare for sine skabninger, hvad han havde syndet imod dem. Og Ardors Syndsbekendelse indleder derfor det etisk-religiøse, filosofiske og videnskabelige Værk »Vandrer mod Lyset«.
Altsaa i Aaret 1912 vendte Ardor tilbage til vor Fader! Mange har undret sig over, at det netop blev det Aar, men eengang vilde det ske, thi alle aandelige Skabninger, selv de dybest faldne, vil alle før eller senere vende tilbage til Gud. Men mange har svært ved at forstaa, at vor Fader tilgav Ardor i Stedet for at tilintetgøre ham - og dog er det saa ligetil! Thi Gud, der er selve Kærligheden i n*te Potens, vil ingen Sinde være i Stand til at tilintetgøre selv den svageste aandelige Gnist, end sige en elsket Søn! Ja, en af eders Arbejdsfæller inden for Kirken har endog i en af sine Bøger spottet over, at Ardor (Satan) vendte tilbage til Faderhjemmet, nogle faa Aar før den store Verdenskrig tog sin Begyndelse. Men da muligvis ogsaa I vil finde det utroligt, vil jeg henvise eder til Supplement I, Side 90, Spørgsm. 68, Side 93, Spørgsm. 71 - og kun her spørge eder: om I for Alvor mener, at Menneskene lige med eet, fra at være syndefulde Væsener, kan blive englerene!! Thi mener I det, da tager I meget fejl, noget saadant vil aldrig nogen Sinde kunne ske! Aarhundred efter Aarhundred, Aartusind efter Aartusind maa Slægter fødes og dø, førend der for Alvor kan blive Tale om en virkelig synlig Forbedring. Men udfører I den Mission, vor Fader har paalagt eder, da vil I have gjort de første skridt til at forbedre Menneskene og til at skaffe dem blidere Kaar i deres jordiske Liv.
Da Kristus havde bragt Ardor tilbage til Faderhjemmet, mistede Menneskene deres »Gud«, deres aandelige Mørkefyrste, deres aandelige Mørkeleder. Hans Trone stod tom! Og intet Mørkevæsen vil nogen Sinde i Fremtiden kunne beklæde den!
Vor Fader har, lige fra den Stund Han antog Ardors Skabninger som sine Børn, bestandig været Kristus og de Yngste behjælpelig i deres vanskelige Gerning for Menneskeheden. Han ikke alene planlagde Arbejdet for hver enkelt, Han planlagde ogsaa deres Samarbejde under Jordelivene; Han gav i store Træk Udkast for Kristi Inkarnationer, saavel som for de Yngstes og Menneskeaandernes. Op gennem Tiderne fulgtes alle af Gud-Faders vaagne Øje. Men i Virkeligheden blev vor Fader ingen Sinde den samlede Menneskeheds sande Gud; thi Menneskene har endnu ikke lært Ham at kende, som den Han er. Kun faa Mennesker - faa i Forhold til det Antal, der har levet her paa Jorden - har i Virkeligheden bøjet sig for den sande Gud, men disse faa har fuldtud forstaaet Hans Højhed og uendelige Kærlighed. For disse Mennesker var Han i Aand og i Sandhed den eneste ene! Det Væsen, som Menneskene ellers bøjede sig for og tilbad, var, som før sagt, Ardor = Satan. Thi de talrige Religioners og Sekters »Gud« havde alle det samme - for Menneskene usynlige - Forbillede (Ardor), skønt hans Forklædninger og Iklædninger var mange og forskellige. Strengt set er saaledes alle Religioner, alle Kristendommens talrige Afskygninger, forkastelige, de giver kun faa Sandhedsglimt, men saa mange desto flere Usandheder og mytologiske Eventyr. Selv de mange Vildskud, der er fremkommet paa Kristendommens gamle Stamme, efter at Ardors Regime var til Ende, har i Sandhed ikke gjort den kristne Lære bedre! F. Eks. Barthianismen og den oxfordske Lære. I den første gøres Gud altfor fjern for Menneskene, i den sidste sættes Menneskene for nær op ad Ham. Thi selv om vor Fader altid er rede til at høre paa Menneskers Klageraab og rede til at hjælpe dem, hvis det tiltrænges, saa er det ikke Meningen, at man daglig skal føre lange »Samtaler« med Ham eller daglig lade sig lede af Ham i alt, hvad man foretager sig. Hverken Gud eller Skytsaanden - Samvittigheden - har den Art Forbindelser med Menneskene; var dette Tilfældet, vilde disse aldrig naa til at blive selvtænkende og selvhandlende Personligheder, men kun være som Børn, der klynger sig til Moders Skørter. Desuden giver de offentlige Syndsbekendelser Lejlighed til meget Hykleri o. l.
Da Ardor opgav Kampen mod sin Fader, indtraadte et aandeligt Interregnum i den jordiske Verden. Menneskene mistede deres »Gud«, deres Behersker, de inkarnerede Ældste mistede deres aandelige Leder, deres Vejviser - Drivkraften i deres jordiske Liv. Og dette Interregnum maatte vedvare, indtil den Stund kom, da Menneskene kunde faa en sandfærdig Meddelelse om det, der var sket. Thi de maa, ifølge den frie Vilje, som de har modtaget af Gud, selv afgøre, om de i Fremtiden vil bøje sig for den sande, den eneste ene Gud, selv afgøre, om de vil give sig ind under Hans ledende Tanke og styrende Haand, eller vedblive at følge de af Ardor givne Religioner.
Under deres natlige Søvnfrigørelser meddelte vor Fader de inkarnerede Ældste: at deres ældste Broder var vundet tilbage. Og Han anmodede dem indtrængende om at lade sig løse fra deres jordiske Legemer, for at Menneskene kunde blive frigjort for deres Nærværelse iblandt dem. Kun faa fulgte vor Faders Opfordring. De mange Tusinder, der nægtede at opfylde Hans Ønske, besluttede i Fællig at føre den aandelige Kamp videre imod Ham og imod de inkarnerede Yngste for at drage Menneskene dybere ned i Mørket, ja saa dybt ned, at Gud - efter deres Mening - i Vrede vilde vende sig fra den hele Menneskehed og ingen Sinde oftere forsøge paa at drage den fremad mod Lyset, fremad mod Hans Rige.
Efter nogen Tids Forløb lykkedes det for de inkarnerede Ældste, under de natlige Søvnfrigørelser at drage nogle af Ardors Fremtidsbilleder - der paa det Tidspunkt stod som sorte, truende Skyer i den aandelig-astrale Horisont - ind i den menneskelige Verden, og Verdenskrigen med dens, af Ardor planlagte forudgaaende og efterfølgende uhyggelige Begivenheder, brød ud i lysende Luer. Behøver jeg at omtale alt det frygtelige, alt det grufulde, som i lange Tider blev Millioner af sagesløse Menneskers tragiske Lod? Nej, det behøves ikke! I kender alle det, der dengang skete - lad os kaste Tavshedens Slør over disse Tider.
Kort før Krigen begyndte at rase paa mange Fronter i Landene rundt om paa Jorden, blev Ardor - efter vor Faders Ønske - ført til et lille fredeligt Hjem i eders Land, hvor han, ved sine yngre, diskarnerede Brødres Hjælp, dikterede vor jordiske Tolk sin Bekendelse. Under Krigsaarene blev »Vandrer mod Lyset« udarbejdet, saa at dette »Budskab til Menneskeheden« i et og alt kom til at staa i nøje Kontakt med Sandheden. Vor Fader var selv den øverste Leder af dette Arbejde.
Nogen Tid førend det lykkedes Kristus at føre sin ældste Broder tilbage, havde Gud - da Han forudsaa, at Ardors Magt snart vilde brydes - henvendt sig til nogle af de Yngste, der paa dette Tidspunkt var diskarnerede, men som engang, for Aartier tilbage, samtidig eller omtrent samtidig havde været inkarnerede i eders Land, nemlig nogle af »Guldaldertiden«s Digtere. Disse anmodede Han om, gennem vor jordiske Tolk, at give en Række Digte, der kunde staa som fuldgyldige Udtryk for deres Personlighed fra omtalte jordiske Inkarnation. De lovede med Glæde at gøre deres bedste for at kunne gennemføre Hans Ønske. Emnerne til disse Digte blev dem opgivet af vor Fader selv. Det lykkedes at gennemføre dette enestaaende Arbejde til Guds Tilfredshed. Og i Slutningen af Aaret 1915 blev Digtsamlingen udgivet under eet med Fællestitlen: »Hilsen til Danmark«. Dette blev gjort efter vor Faders Anvisning og efter Hans Ønske, for at denne Hilsen fra forlængst »afdøde« Personligheder kunde forberede det danske Folk til at kunne modtage »Vandrer mod Lyset« senere hen. De Yngste, der paa dette Tidspunkt levede et jordisk Liv i eders Land som litteraturkyndige og nogle faa som Digtere, havde før Inkarnationen lovet vor Fader at tage sig af en eventuel Digtsamling fra »Guldaldertiden«s Mænd, hvis det lykkedes at faa den frem i den jordiske Verden. Men disse litteraturkyndige »glemte« deres Løfte! Eders Dagspresse haanede og spottede gennemgaaende Digtsamlingen, der var givet ogsaa for at glæde eders Lands Mænd og Kvinder, for at vise dem, at der virkelig er et Liv efter den jordiske Død. »Hilsen til Danmark« blev kaldt en Pastiche udført af Udgiveren selv, o. s. v. Mange taabelige Ting blev sagt - og Glemsel og Tavshed sænkede sig over dette Værk, der i Sandhed var blevet udarbejdet af de navngivne selv under saa megen Glæde og Forventning. Men skønt vor Fader sørgede over det skete, saa vidste Han, at de Tider dog vilde komme engang - maaske i en fjern Fremtid - da det danske Folk vilde forstaa, hvilken værdifuld Gave det havde modtaget i den nu saa foragtede Digtsamling. -
Efter Verdenskrigens Afslutning kom, som I ved, en kortvarig Opgang til lysere Tider. Mange af de inkarnerede Yngste forsøgte paa forskellig Vis at skabe ordnede og fredelige Tilstande. Men skønt Villien dertil var god nok, saa lykkedes det dog ikke i Alvor og i Sandhed at samle alle Landes Regeringer til i fuld Enighed at skabe et fuldkomment Samarbejde. Thi de inkarnerede Ældste arbejdede imod dem - under deres natlige Søvnfrigørelser drog de paany, i Kraft af deres forenede Tanker og Villier, flere truende Begivenheder ind i den jordiske Verden - Ardors Fremtidsbilleder! Og nye Stridigheder, nye Kampe baade i Syd, Vest og Øst blussede op til Sorg, Rædsel og Fortvivlelse for Millioner af Mennesker. Bestandig haabede Gud, at en eller anden af Hans Udsendinge i eders Land vilde komme i Tanker om »Vandrer mod Lyset« og fremkalde en offentlig Diskussion, der kunde udbrede Kendskabet til Hans Budskab. Men Aarene svandt, uden at dette skete!
Men nu kan vor Fader ikke længer udholde at være et passivt Vidne til alle disse Rædsler, til alle disse Skændselsgerninger, der muligvis kunde være forhindret, hvis eders Forgængere eller I forlængst havde knæsat Hans Budskab. Og dertil kommer, at vor jordiske Hjælper, vor Tolk, er syg og svag; der var saaledes en Mulighed for, at hendes Legeme vilde bryde sammen tidligere end beregnet. Da vor jordiske Hjælper gik ind til sin nuværende Inkarnation, satte vor Fader ingen bestemt Grænse for hendes Levetid paa Jorden, fordi Han, hvis det lykkedes for hende at gaa den rette Vej, havde flere store Arbejder til hende at udføre under Inkarnationen. Og ingen - selv ikke Gud - kunde saa længe i Forvejen vide, hvor lang Tid det vilde tage for hende at udføre disse Arbejder. Dødsdagen maatte saaledes afhænge af, hvorlænge hendes svage Legeme formaaede at klare sig under Livsløbet. Ovenfor siger jeg til eder med et gammelt »Bibelord«, »mon noget er umuligt for Herren?« Her kan I da med nogen Ret spørge: hvorfor styrker Gud da ikke hendes Legeme, saa hun kan leve saa længe, som Han ønsker? Hertil maa jeg svare: ovenstaaende »Bibelord« skyldes Ardor! Thi der er mangt og meget i den jordiske Verden, som vor Fader hverken kan eller vil udføre, fordi Han ingen Sinde gaar imod sine egne Love eller imod de Love, hvorefter de Ældste frembragte deres Skabninger - Menneskene. Men der, hvor jeg anvendte »Bibelordet«, var det paa sin Plads. - Atter og atter har vor Fader i Kraft af sin Villie paa forskellig Vis styrket hendes aandelige Jeg, styrket hendes svage Legeme, men naar Legemets Maskineri er ved at opslides, da kan Han intet udrette, da kan Han kun haabe paa: at den Ro og Fred, som hun - efter Hans Ønske - har omgivet sig med, muligvis kan hjælpe hende til at staa sin Sygdom igennem, saa at hun endnu i en kortere eller længere Aarrække vedblivende kan være vor Medhjælper og Tolk. Vor Fader turde altsaa ikke yderligere opsætte - ved hendes Hjælp - at gøre et direkte Forsøg paa at bringe Orden i det jordiske Kaos! -
Hvad ovenfor er sagt, er saaledes de Grunde, der betinger vor Faders direkte Henvendelse til eder, der er den danske Kirkes øverste Myndigheder.
Nu er Tiden inde, nu maa I afgøre, om I vil holde eders Løfte til vor Fader - eller om I haanligt vil vende eder bort fra Ham og fra Hans Henvendelse. Men husk, at Gud ikke i Længden kan udholde at følge det, der sker i den jordiske Verden. Millioner af Menneskers Lidelser og Elendighed har fremkaldt en uendelig Sorg i Hans Sind. Han længes inderligt efter at kunne bringe Hjælp og Fred til de lidende Mennesker. Men Han formaar det ikke, førend I har knæsat Hans Budskab. Og vil I ikke gøre det, da maa Han, muligvis, for lange, lange Tider afbryde al Forbindelse med Menneskeheden - maaske i Aarmillioner - indtil Menneskene er kommet saa dybt ned i Mørke, Synd og Ugerninger, at Han ved sine Udsendinge kan begynde - helt forfra - et nyt Forsøg paa at lede dem ud af Mørket, fremad mod Lyset!
Men for at I ikke skal sige: at I ganske hovedkulds bliver stillet over for et vanskeligt Problem, som I skal tage Stilling til i stor Hast, har vor Fader bemyndiget mig til at meddele eder: at Han giver eder en Frist paa to jordiske Aar regnet fra den Dag, da I modtager denne Henvendelse. I dette Tidsrum maa I ikke alene gennemlæse og gennemtænke vor Faders Budskab »Vandrer mod Lyset«, men I maa tillige gennemlæse og gennemtænke Indholdet af de øvrige Bøger, som knytter sig til Hovedværket. Naar dette er gjort, da maa den øverste af eder sammenkalde sine Brødre i Embedet til nogle Fællesmøder, saa at I alle med god Villie i Ro og Fordragelighed kan drøfte de foreliggende Spørgsmaal med hverandre. Formaar I at diskutere Sagen uden Skændsmaal, men i Værdighed og Orden, saaledes som det sømmer sig for eders Kirkes øverste Myndigheder, da vil vor Fader være med eder, og med sin klare, stærke Tanke vil Han retlede og vejlede eder alle, saa at det Resultat, som Han ønsker, maa blive fremkaldt. Men Gud kræver ikke af eder, at I skal tage Stilling til den videnskabelige Del af Værket. Hold eder til eders eget Domæne - det religiøse - og lad roligt det videnskabelige ligge til de Mænd, der kan paapege Sandhederne i disse Problemer. Muligvis vil de Mænd, som nu fører an inden for Videnskabens forskellige Grene, ikke paatage sig denne Opgave, skønt der iblandt dem findes flere af Guds Udsendinge. Vil disse imidlertid vende det døve Øre til vor Faders Ønske, da maa Han vente paa de yngre Slægtleds Mænd, thi blandt dem findes nogle, om hvem Han ved, at de baade kan og vil tage Stilling til disse mange og uhyre interessante Spørgsmaal.
Naar I - som vor Fader ønsker og haaber I maa - kommer til den Slutning: at I staar over for Sandheden, den absolutte, givet eder af Gud og af Hans diskarnerede Hjælpere, da maa I give eders Menigheder en Meddelelse om det skete. Og dette, mener vor Fader, vil bedst kunne lade sig gøre, ved at I - i Fællig - gennem Dagspressen udsender et Opraab til alle. Paa denne Maade vil eders Beslutning hurtigt naa ud til Landets yderste Grænser, og fra eders Land og Folk vil da Kendskabet til »Vandrer mod Lyset« inden længe kunne brede sig fra Land til Land, fra Folk til Folk, hvorefter de forskellige Folkeslags øverste kirkelige Myndigheder ligeledes maa tage Stilling til Budskabet. Inden ret mange Aars Forløb vil vor Fader da kunne se, naar det Tidspunkt indtræder, da Han i Aand og i Sandhed kan være - ikke alene enkelte Menneskers Gud og Fader - men Millioners! Thi det er Hans ønske og Villie: at alle Folkeslag (kun ikke de laveststaaende) skal samles under Hans Ledelse paa Grundlag af en fælles Religion - den sande, den der gives i »Vandrer mod Lyset«. Men I maa vide: at selv om Gud helt og fuldt overtager Ledelsen af Menneskenes Vandring fra Mørke til Lys, til Maalet - Hans Rige - er naaet, saa vil det dog vare flere jordiske Aar, inden de nuværende kaotiske Tilstande vil bedres nævneværdigt, inden de kan afløses af Orden, Fred og Ro paa Jorden! Thi de mange - af Ardor inkarnerede - Ældste vil endnu i længere Tid leve deres Liv i den jordiske Verden. Men jeg siger eder: lad dem være i Fred, ophids ikke eder selv eller andre til Vrede og Had mod disse Mennesker, gør eders Menigheder og eders kirkelige Embedsbrødre i andre Lande opmærksom paa: at ingen har Ret til at øve Vold mod dem; thi al saadan Selvtægt er af det onde og strider mod vor Faders Ønske og Villie -
Altsaa: to Aar giver vor Fader eder til at udføre eders Mission, til at gennemføre den saa højlig tiltrængte Reformation af eders Kirkes Lære. Men vor Fader har bedt mig sige til eder: at hvis I formaar at gennemføre alt, hvad Han har paalagt eder, inden den opgivne Tidsfrist er udløbet, da vil Han være eder inderlig taknemmelig, thi Han trænger til eders Hjælp! Tiderne er onde! Og Millioner af Mennesker, Mænd, Kvinder og Børn lider navnløs Angst og Rædsel, lider grufulde legemlige Lidelser - lad dem ikke lide for længe! Gør hvad I formaar for at tilendebringe eders Arbejde saa hurtigt som muligt! Skynd eder at lægge Grundstenen til Verdensfreden, thi vor Fader længes!!
Endvidere skal jeg sige til eder: at I, naar I har gennemført Revisionen af Kristendommen, maa være forberedt paa, at Mænd og Kvinder, der kalder sig »Medier« - Midlere mellem vor og eders Verden - muligvis vil komme til eder med »Budskaber« og »Meddelelser«, som de vil sige, de har modtaget fra Gud, Kristus eller fra deres Skytsaander. Afvis dem alle; thi det, de vil bringe eder, er kun Menneskeværk. Hverken vor Fader, Kristus eller vi - Menneskenes aandelige Ledere - har talt eller vil i Fremtiden tale med dem om de oversanselige Problemer, thi de er alle selvbestaltede Midlere, mange ejer end ikke de mediumistiske Gaver. Ingen Sinde oftere vil vor Fader give Menneskeheden et Budskab i Lighed med »Vandrer mod Lyset«. Een Gang udført er der ikke nogen Anledning mere til at gøre nye Forsøg paa at vejlede Menneskeheden ad denne yderst vanskelige Vej. Al Ledelse vil nu og i Fremtiden gaa ad de gamle Baner - d. v. s. de Yngste fortsætter med at være Menneskenes Foregangsmænd. Men kun hvis I forstaar eders Besøgelsestid og vælger den rette Vej!
For at støtte eder, for at I ikke skal fristes til at omgive eder med Tavshed og derved hindre en offentlig Diskussion, vil dette »aabne Brev« til eder blive tilstillet flere betydelige Mænd og Kvinder, de forskellige Blades Redaktioner Landet over, samt alle, der er Medlemmer af »Selskabet til »Vandrer mod Lyset«s Udbredelse.«
Ja, vælg nu den rette Vej! Thi har I ikke inden for den Frist, vor Fader har givet eder, udrettet det, som Han har paalagt eder, eller vender I eder fra Ham og fra Hans Bøn om Hjælp, da vil Han ikke oftere kalde paa det danske Folk, thi da har I - Folkets kirkelige Repræsentanter - vist eder uværdige til Hans Tillid. Muligvis kan vor Fader da ad andre Veje, f. Eks. gennem Oversættelser til andre Sprog faa sit Budskab frem i Verden, men da staar I med Skammen, dér hvor I kunde have staaet med Hæder! Og vor Fader vil da - aandelig talt - over eders Hoveder skrive et lysende, flammende: Mene Tekel! Vejet og fundet for let!!
Vælg nu den rette Vej, men vælg uden Tvang; thi Gud tvinger ingen til at gøre det rette!! Mener I, ud fra det bedste, det sandeste i eder, at Kristendommen, som den nu er, - i eet og alt - er i Overensstemmelse med de evige Sandheder, i Overensstemmelse med Guds Love og i Overensstemmelse med Guds uendelige Kærlighed til alle aandelige Skabninger, da har vor Fader intet mere at sige eder; men da maa I bære eders fulde Ansvar for de Tider, der kommer! -
Min Henvendelse til eder er nu til Ende.
Jeg bøjer mig for eder og hilser eder i vor Faders Navn!" -

Den aandelige Leder har nu fuldendt sin Tale, undertegnede har intet at tilføje. Kun vil jeg af hele mit Hjerte ønske, at vor himmelske Fader vil sænke sin Fred og Velsignelse over det danske Folks kirkelige Myndigheder, medens de i Fællesskab tager Bestemmelse om Menneskehedens fremtidige Skæbne. -
Venlig Hilsen

Deres ærbødige

Johanne Agerskov.
f.
Malling-Hansen.
_naf02">