7. Hvorledes blev Guds Børns aandelige Legemer bundet til Menneskelegemer? Og hvorledes bragte de Yngste Lyset til Menneskene?

Da Gud havde taget Skyggerne i Forvaring, gik Han til sine yngste Børn.
Og Han sagde: "Se, alt er rede, og Stunden er kommen, da I skulle indfri eders Løfte. Jeg, eders Fader, har dannet nye Boliger til eder i det sidste af de Opholdssteder, jeg har lagt uden om Jorden og det ødelagte Rige. I disse Boliger skulle I opholde eder, medens I arbejde for Menneskene; i disse Boliger skulle I hvile, naar I vende tilbage efter hvert fuldendt Jordeliv.
Første Afsnit på Side 17Mine Børn, jeg, eders Fader, har ordnet det saaledes, at I ikke alle samtidig skulle færdes paa Jorden. Nogle af eder skulle nu menneskeliggøres, nogle skulle hjælpe eders ældre Broder at lede Menneskenes Vandringer, og nogle af eder skulle vogte og skærme de Brødre og Søstre, der ere blandt Menneskene, at de ikke skulle fare vild paa Vejen. Mine Børn, jeg har ordnet det saaledes, at I ikke skulle blive trætte; og naar de første af eder vende tilbage, da skulle de hvile, medens andre af eder færdes paa Jorden. Saaledes ville I alle en Tid være blandt de ledende, en Tid blandt de hvilende, en Tid blandt de skærmende, og en Tid skulle I vandre blandt de lidende Mennesker."
Derefter udvalgte Gud nogle af de Yngste.
Og Han sagde: "Mine Børn, værer I de første, der vandre til Jorden!"
Og Gud velsignede dem, og Han sagde: "Naar I blive lig Mennesker og fornemme de onde Strømme, der udgaa fra eders faldne Brødre og Søstre, da beder for dem, men forbander dem ikke! thi bede I for dem, da ville eders kærlige Tanker naa til dem, og Angeren vil lettere vaagne i deres Hjerter."
Da Gud havde talet saaledes, droge alle de Yngste til de nye Opholdssteder.
Men de, der af Gud vare udvalgte til at menneskeliggøres, bleve af Guds Hjælpere og af deres Brødre og Søstre bragte til Jorden og bundne ved Lysets livgivende Baand til endnu ufødte Menneskebørn. Og Gud tog deres Tanker, tog deres Erindring; og de beholdt af Aandens Lys kun det, de havde lovet at bringe Menneskene.
Men da Tidens Fylde kom og Børnene skulde fødes, droges de Yngste, der vare bundne til de ufødte Barnelegemer, nærmere og nærmere til disse. Og i den Stund de fødtes til Livet, lagde de Yngstes aandelige Legemer - ledede af Guds Villie - sig lig en Kappe om de nyfødte og dannedes efter deres jordiske Legemer, medens det livgivende Baand bragte Lysets Strøm fra det aandelige til det jordiske Legeme. Og intet uden Døden formaaede at sønderrive Baandet og løsgive Aanden.
Saaledes bleve Guds Børn forenede med de menneskelige Legemer, og saaledes blive alle Aandelegemer, efter Lysets Love, bundne til de jordiske.
Men da de første af de Yngste bleve Mennesker, indtraadte den jordiske Tid; thi forinden var alt Uorden og Forvirring.
_____________

Side 18Medens Sekel lagdes til Sekel, Aartusind til Aartusind, ledede de Yngste Menneskene frem imod Lyset.
Meget lærte Menneskene af deres Ledere, lærte at forme de svage Tanker i Tale og i Tegn; thi de første Mennesker talte ikke; lig Dyrene udstødte de mangeartede skrigende Lyde, for at advare, for at kalde, for at tilkendegive Glæde, Frygt, Afsky og Vrede.
Langsomt modtoge Menneskene flere og flere Kundskaber.
Og de lærte at fremkalde Ild af Træ og af Sten, lærte at danne Redskaber til Arbejde og Forsvar, lærte at værne sig mod Dyrene og at vogte sig for de Steder, hvor flammende Ild, Stene og hede Dampe slyngedes frem af Jordens Indre.

Tusinder af Sekler svandt.
Men til hvert nyt Slægtled bragte de Yngste flere og større Kundskaber.
Langsomt strømmede Lysets Bølger hen over Jorden. Mange Steder fremstode nye og bedre Dyrearter. Nogle af Udyrene døde bort; thi Gud gjorde deres Afkom svagt, og de svage formaaede ikke at formere sig.
Skønnere Planter og nyttigere Planter fremspirede overalt. Menneskene lærte at dyrke Jorden og at tage nogle af Dyrene i deres Tjeneste, lærte at drage Nytte af Væksternes Stængler, Blade og Frugter. Lærte at tilhugge Bjergenes Stene for deraf at danne Boliger, lærte at efterligne deres egne og Dyrenes Skikkelser i Træ, Sten og farvet Ler, for dermed at smykke deres Boliger.

Tusinde og atter Tusinde Sekler svandt.
Med hvert Sekel bleve Menneskenes Legemer skønnere, deres Aand lysere, deres Tanker renere og mindre tunge.
Og de Yngste søgte at bringe Menneskene Kundskab om en højere Magt, et aandeligt Væsen, der styrede og ordnede alt. Dog Menneskenes svage Tanker formaaede ikke at fatte det, der ikke var synligt for deres Øjne, og de bøjede sig tilbedende for Jordens Sol, der straalede over dem, bøjede sig for den glødende Sol, der lyste for dem og spredte Jordens Taager.
Og saaledes vedbleve Menneskene, Sekel efter Sekel, Aartusind efter Aartusind, at tilbede den Magt, der for dem var den højeste - Solens lysende og flammende Ild.

Slægt efter Slægt vandrede Menneskene fremad mod Lyset.
I svindende og kommende Sekler vandrede de søgende frem mod Maalet, vejledede af Guds menneskeliggjorte yngste Børn.
Saaledes droges Lysets lutrende Strømme hen over Jorden; saaledes bragtes Aandens Lys til Menneskeheden.
_a07">